Blog indlæg

19-10-2018

Angst kan som så mange andre psykiske lidelser være yderst tabubelagt.

Jeg ved nu, at første gang angsten flyttede ind hos mig, det var efter, at jeg havde vundet over spiseforstyrrelsen - og den ikke have magten og kontrollen over mig mere. Nu var det mig, der havde kontrollen. Men det satte mig desværre ikke helt fri, for så flyttede angsten ind. Nu skulle jeg til at leve et liv, der ikke skulle styres af kontrol, i sådan et omfang, som det tidligere havde været - og det var skræmmende. Dengang var jeg ikke klar over, at det var angst – men det ved jeg nu. Nu er der heldigvis kommet meget mere fokus på det.

Jeg husker specielt første gang jeg blev ramt af angst....

Jeg var til koncert og stod tæt imellem en masse andre mennesker. Pludselig uden varsling oplevede jeg, at jeg ikke kunne få vejret. Jeg fik kvælningsfornemmelse - og jeg blev overvældet af rædsel og nærmest dødsangst. Jeg fik en form for dødhedsfølelse i fingre, arme og ben som blev ledsaget af en voldsom hjertebanken og koldsved. Jeg begyndte, at hyperventilere og gik i panik, for jeg kunne ikke flygte – jeg stod jo lige midt i en koncert. Det hele gik så stærkt - musikken forsvandt og blev til noget, som jeg bare hørte langt væk. Jeg fik kvalme og blev rigtig svimmel. Det næste jeg husker er, at jeg vågner op i armene på en vagt, som var ved at bære mig udenfor. Jeg var besvimet.

Jeg var rystet over situationen og flere sagde til mig – at det nok var fordi, der havde været for varmt. Men den følelse og det jeg havde oplevet, var ikke fordi, der var for varmt. Da jeg prøvede at sætte lidt ord på min oplevelse og symptomer, blev der sået mistro omkring tilbagefald i forhold til min spiseforstyrrelse. Det blev jeg rigtig ked af. Det havde været en sej kamp, at kæmpe sig ud af spiseforstyrrelsen - en kamp jeg nu havde vundet. Så jeg havde brug for den tillid. Hvor jeg før havde været uærlig, så var det ikke tilfældet nu.

Men ingen vidste at det faktisk var et angstanfald. Og dem kom der mange flere af.....

Anden gang angsten kom, var i en offentlig bus. Symptomerne var fuldstændig de samme som til koncerten. Jeg flygtede ud af bussen og fik ringet efter hjælp. Det trykkede for mit bryst og jeg kunne ikke trække vejret. Jeg svedte og rystede. Vi kørte op på skadestuen, hvor jeg hurtigt fik det bedre. Jeg fik lavet hjertekardiogram og blev undersøgt – jeg fejlede ikke noget.

Heller ikke her blev der nævnt noget om angst.....

Tredje gang måtte jeg flygte fra mit arbejde og undskylde mig med, at jeg pludselig havde fået hovedpine. Jeg kunne ikke overskue at tage bussen, så jeg ringede efter en taxa, som hentede mig for enden af vejen ved mit arbejde. Jeg skammede mig og følte ikke, at jeg kunne forklare det der skete. Folk ville jo ikke kunne forstå, hvorfor der kom en taxa og hentede mig – det virkede ret panikagtigt. Det var det så også i mit tilfælde – men det var også kun mig, der mærkede symptomerne. Og når angsten er der, så er der ikke tid og overskud til at forklare noget. Jeg prøvede at sige til mig selv, ”det her har jeg oplevet før”, men jeg skulle bare væk og hjem.

Næsten alle reagerer med at flygte væk fra det sted, hvor panikanfaldet opstår.

Jeg oplevede også flere gange, at angsten tog med os på solferie. Den kunne komme pludselig midt i restauranten, hvor vi sad og spise. Min familie troede, at det var fordi jeg ikke havde fået nok at drikke, eller at jeg manglede sukker. Men jeg var inderst inde godt klar over, at det ikke var tilfældet. Jeg kunne bare ikke sætte angst på etiketten.

Så blev jeg ramt af stress og angsten flyttede permanent ind igen. Er du ramt af stress, har du også risiko for at blive ramt af angst, da det ligesom depression er en følgesygdom ved stress. Men samtidig blev der endelig sat ord på af nogle professionelle. Der var også begyndt at komme meget mere fokus på angst. Der kom TV programmer om angst og der blev skrevet om angst. Jeg kunne genkende alle mine symptomer fra tidligere og det var faktisk en helt befrielse. Jeg havde angst – og haft det længe.

Jeg har været flov over at have angst....

Jeg har haft svært ved, at fortælle folk om det. Ville folk omkring mig overhovedet forstå det. Først spiseforstyrrelse, så stress og nu også angst – men der er jo en sammenhæng i de ting. Det resulterede desværre også i en situation, hvor min familie pludselig blev viden til et voldsomt angstanfald. De vidste ikke det var angst, og det blev misforstået – jeg blev misforstået. Det var rigtig ubehageligt og jeg havde enorm svært ved at komme ud at følelsen igen. Derfor er det vigtigt, at tale om angst – især så ens nærmeste ved, hvad der sker. Det er generelt vigtigt at tale om psykiske lidelser som angst, stress, depression m.m.

Jeg har været angst for angsten. Det har resulteret i, at jeg har haft svært ved at være i større forsamlinger. Det har heldigvis ændret sig nu.

Som I ved, så hjalp mindfulness og meditation mig med at komme ud af stressen. Det var svært at fjerne angsten helt, men jeg fik nogle forskellige værktøjer, der gjorde, at jeg kunne mindske hyppigheden og også selve reaktionen. Ét af de bedste værktøjer jeg har fået i min træning af mindfulness er vejrtrækningsøvelser. Jeg træner min vejrtrækning hver dag, og er meget bevidst om det. Det er både under min meditationspraksis, men også på job, i bilen og når jeg sidder i sofaen. Det har også hjulpet mig i forhold til min angst.

Hvad gør jeg så nu, når angsten kommer snigende:

Når jeg mærker de første symptomer, så prøver jeg at tale angsten ned.

Jeg siger bogstaveligtalt til mig selv (inde i mit hoved):

Nu kom angsten på besøg – men det er ikke farligt og jeg er ikke ved at dø. Jeg beder den om at gå igen”. Og så går jeg straks i gang med mine vejrtrækninger .

Jeg flytter mig fysisk fra stedet hvor angsten opstår og går ind i et andet rum, hvis det er hjemme. Jeg tænker i stedet for på et dejligt sted eller en dejlig oplevelse, imens jeg laver mine vejrtrækningsøvelser. Det lyder nemt – det er det ikke. Det er stadig ubehageligt og det sker da også, at jeg bliver overmandet. Men jeg har formået at holde angsten på afstand - og den besøger mig ikke så tit mere. Den bliver jo også bedt om at gå sin vej;-)

Jeg tror desværre ikke angsten er væk for altid. Jeg tror, at når den først har været der, så vil den komme igen - især hvis vi kommer i situationer, hvor vi er svær belastet. Jeg havde lige fået styr på min stress og angst, da vi oplevede et pludselig dødsfald i vores nærmeste familien – jeg skal da lige love for, at angsten kom igen. Men denne gang var det ikke så voldsomt. For ligesom med min spiseforstyrrelse og mit stress, så er det nu mig, der har kontrollen - og jeg ved, hvordan den skal styres:-).

Det er vigtigt at forstå for mennesker, der ikke har prøvet at have et angstanfald, at mens anfaldet står på, er man 100% overbevist om, at katastrofen indtræffer. Det er derfor en rystende oplevelse, der får konsekvenser for ens adfærd fremover.

Et godt råd fra mig:

Tal dig fri af angsten……

Du er ikke alene, selvom det godt kan føles sådan, når man har angst. Det er vigtigt, at du ikke går rundt med din angst og bekymring alene. Informere din familie og venner og søg evt. professionel hjælp. Det kan også være rigtig godt at snakke med andre, der selv har prøvet at have angst, og ved hvordan det opleves. Det kan give perspektiv på angsten, og I kan dele jeres erfaringer med hinanden.

Knus og tanker til alle jer seje angst-fightere derude

Rikke Helbo