UDE godt - HJEMME bedst - klik her

Der er et ordsprog der hedder ”ude godt - hjemme bedst”.  Dette ordsprog er noget de fleste anvender i forbindelse med, at de har været ude at rejse. Men det har fået mig til, at reflektere lidt mere over det. Jeg har fundet ud af, at det faktisk passer perfekt til den rejse, jeg har været på – nemlig min selvudviklingsrejse. UDE GODT – HJEMME BEDST.

Jeg har i min selvudviklingsrejse forsøgt at finde vejen hjem – hjem til mig selv. Jeg har forsøgt, at finde ud af - hvem Rikke egentlig er?. Jeg er langt fra færdig med min rejse, men jeg er nået så langt, at jeg har fundet ud af, at UDE ER GODT – MEN HJEMME ER BEDST. Jeg har fundet hjem til mig selv, og jeg har fundet en indre ro – en ro til at blive her (hjemme) og arbejde videre mig selv.

Jeg tror faktisk aldrig, man nogensinde bliver helt færdig med at arbejde med sig selv. Man kan altid finde noget at arbejde med – situationer man kan blive bedre til at tackle og endnu mere selvkærlighed. Det kræver øvelse hver dag og især, så man ikke tager de små afstikkerveje, hvor man egentlig bare farer vildt.

Jeg ved, at jeg vil blive ved med at tage afstikkerveje, men det har jeg det ok med – for nu ved jeg, hvad der skal til, for at vende tilbage på rette vej – hjem igen. Og nu kommer jeg hurtig på rette vej igen – for jeg har opdaget, at det bedste sted at være – det er HJEMME og ikke UDE.

Når jeg tænker tilbage, så har jeg det meste af mit liv været på ”UDE rejse” – men det har jo også været godt. Jeg har fået perfektionismen ind med modermælken og derfor har det altid været det, der har været mit Mindset – hvis bare du er perfekt , så er alt godt.

Mange af os har været vant til at PLEASE andre, for at opnå kærlighed og accept. Selvfølgelig skal vi gå på kompromis, men vi skal ikke gå på kompromis med os selv. Jeg selv har været en PLEASER det meste af mit liv, hvilket b.la har udsprunget sig på følgende måde:

Jeg har haft svært ved at sige fra – jeg har været bange for konsekvenserne ved at sige nej, og har derfor ofte sagt ja, hvor jeg egentlig helst ville sige nej. Jeg har været bange for, hvad andre ville tænke om mig - været bange for at skuffe og ikke slå til. Derfor har jeg også brugt små ”hvide løgne” for nogle gange at sno mig udenom – i stedet for bare at sige NEJ.

Jeg har været ubeslutsom – jeg har altid svaret på spørgsmål ud fra, hvad jeg troede andre gerne ville høre. Dette har gjort, at jeg har haft svært ved at træffe beslutninger – jeg har ladet andres meninger drukne min egen stemme.

Jeg har IKKE levet i henhold til mine egne værdier – Jeg har investeret det meste af min energi i at gøre det, jeg troede, andre forventede. Jeg har svigtet mine egne værdier.

Jeg har IKKE formået at sætte sunde grænser – Jeg har ladet andre vade ind over mine grænser, hvilket også nogen gange har medført, at jeg inderst inde er blevet vred og indebrændt på de mennesker. Men jeg har ikke haft modet til at sige fra.

Tanken om hvis andre IKKE kunne lide mig, har fyldt meget – Jeg har brugt meget tid på at udtænke, hvordan jeg sikre, at andre mennesker kan lide mig. Deres anerkendelse har været vigtigere end så meget andet.

Jeg er stadig en pleaser – men nu er jeg en pleaser på afvænning. Jeg øver mig hver dag, men når jeg slipper pleaser rollen, så bevæger jeg mig samtidig også ud af min kontrolcirkel. Når jeg bevæger mig ud af min kontrolcirkel, så mærkes det fysisk i kroppen. Det er som om, at jeg forventer, at nu sker der noget farligt – lidt ligesom når et angstanfald begynder. Jeg er afventende……….hvad sker der nu?.

Jeg har heldigvis haft nogle positive oplevelser ved at slipper pleaser rollen, men har også i min selvudviklingsrejse lært, at hvis jeg møder en negativ reaktion – så handler det ikke om MIG. Jeg skal lære at tage ANSVAR for min rolle og for mit liv. Og når jeg er en pleaser – så mister jeg noget af min identitet, jeg mister Rikke. Jeg tager på en ”UDE rejse” og jeg ved nu -  at HJEMME er bedst.

Men det er bestemt ikke let…….

For jeg er et antennebarn, dvs. at jeg har været vant til hele mit liv at være den pæne pige, at sætte andres behov foran mine egne, for at bevare freden, opnå anderkendelse og ikke risikere at blive afvist og så har jeg hele tiden husket på, hvad andre nu må tænke. Derved har jeg nogen gang slet ikke kunne mærke mine egne behov. Udenpå så giver det jo et ”perfekt” billede - og sådan tror jeg mange af os er opdraget.  Men jeg vil ikke være perfekt – jeg vil være u-perfekt. U-perfekt er nemlig ”frihed fra perfektion” – fri for krav om at være perfekt.

Dette er som sagt ikke let og det kræver rigtig hårdt arbejde og træning. Og hvordan kommer man så lige i gang med det?

Som I jo ved, så har jeg været nede med stress og i den forbindelse fandt jeg en indre ro i meditation og mindfulness. Dette medførte, at der pludselig blev lukket op til nogle låste døre – døre hvor jeg troede, at nøglen var væk. Det var rigtig hårdt og jeg græd i flere dage – men det var lettelse tårer. Der var en åbning og den greb jeg. Jeg blev nysgerrig på mig selv, og startede en grundig selvudviklingsrejse. Dette gjorde jeg med Psykolog Mette Holm på sidelinjen. Jeg blev gjort opmærksom på hendes online Psykologi Univers – det var lige mig, og det jeg havde brug for. Tænk at jeg kunne sidde hjemme og få så meget online hjælp – det var/er jo fantastisk. og så er jeg vild medMette's OPPE-teori som jeg besluttede mig for, skulle være vejen frem for mig.

Jeg modtager hver dag Mette’s selvkærlige boost og nu også Mette’s morgen minut. Mette’s selvkærlige boost er med til at sætte rammerne for min dag. Jeg får en reminder om, at tage ansvar og ikke lade mig selv søge NED men derimod søge OP. Søger jeg Ned, så fyldes jeg automatisk med negativ energi, hvorimod hvis jeg søger OP, så fyldes jeg med positiv energi. Det giver mig i den grad motivation til at skabe en god dag – trods at humøret måske ikke er det bedste. Jeg ved bare, at med positiv energi, der kommer man længst.

Og så har jeg også lært, at der findes en OFFER-ROLLE. Sikke en øjenåbner det var for mig – og hvor har jeg sat mig selv i den rolle mange gange. Offer-rollen er der, hvor vi føler, at verden er imod os - at der ikke er nogen der respekterer os. Vi føler os overset og offer for omstændigheder, som vi ikke selv har valgt.

Vi er der alle engang imellem….

Men jeg vil lige slå fast, når der sker noget slemt i ens liv (og det sker for de fleste af os), så mener jeg ikke, at man er offer – men derimod én der trænger til hjælp og omsorg. Man er et menneske, der har brug for et andet menneske til at trøste og hjælpe sig over det bump på vejen, man er stødt på. Det der er afgørende for livskvaliteten er, hvor længe vi vælger at blive i den tilstand. Det bestemmer vi nemlig selv.

Hvorfor er det så, vi går i offerrollen?

Det gør vi dybest set, når vi lider af lav selvkærlighed og ikke mærker, at vi har værdi. Det er faktisk sådan, at den energi der ligger i at indtage offer-rollen, er den laveste energi vi kan befinde os i. Og i netop den energi har vi det rigtig skidt – den giver os ikke noget godt, og den betyder, at vi kigger på alle de lukkede døre fremfor de døre der er åbne. Samtidig præger det også vores ordsprog, vores kropssprog og den energi vi sender ud mod andre omkring os. Vi er i vores følelser, det fylder det hele og vi udstråler vrede, afmagthed, bliver negative eller måske indesluttede. Samtidig kan vi opleve at energien skubber mennesker omkring os væk, de træder et skridt tilbage og søger hen til nogle mere venlige energier.

Når jeg har været i offerrollen - så har jeg følt mig nedtrykt, såret, lidt vred og frustreret. Jeg har haft en følelse af afmagthed. Når jeg har været i offerrolle er det fordi, jeg ikke har handlet på det jeg VED, jeg skal have forandret, eller fået sagt det der skal siges – simpelthen fordi det har været for svært og for svært at sætte ord på. Når jeg har været i offerrollen, har jeg søgt NED i stedet for OP – jeg har ikke taget ansvar. Det er faktisk rigtig anstrengende at være i den tilstand.

Så hvordan har jeg fundet vejen til at slippe offerrollen? – det har jeg gjort via selvkærlighed. Jeg har fundet ud af, at det vigtigste forhold jeg nogensinde får, det er forholdet til mig selv. Selvkærlighed er ikke egoistisk på den negative måde. Det handler b.la om at kunne fylde sig selv op, før du fylder andre op. Det handler om at lære at lytte til sine egne behov, og gøre det som der er rigtigt og godt for én selv. Det betyder ikke, at du behøver at blive et egoistisk røvhul overfor andre, det betyder bare, at du lærer at stå ved dig selv - det kan godt gøres, samtidig med at du er empatisk overfor andre. Og så handler det om SELVVÆRD. selvværd er det som vi har, uanset hvor meget eller lidt vi har af materielle ting, social status, prestige mv. Der findes rigtigt mange der har en god selvtillid ( inkl. mig selv), fordi vi ved, at vi kan præstere og opnå en masse gode ting. Men inde bagved kan selvværdet godt halte.

Så jeg har været i gang med at opbygge mit selvværd – og hvordan gør man det?:

Jeg er begyndt, at lytte til mig selv og mine følelser - og så forsøger jeg, at stå ved mine behov og sige fra. Hvad har jeg brug for lige nu? Har jeg brug for mere ro? Har jeg brug for at gå mig en tur med min hund? Har jeg brug for at se en god veninde? Har jeg behov for at se en god serie på netflix? Eller på den lidt større skala, har jeg brug for at søge et nyt job eller noget helt tredje?. Hvad det end er, jeg har brug for, så forsøger jeg at gøre det. Jeg er begyndt, at bruge min værdifulde tid, på noget der gør mig glad. På denne måde respekterer jeg mig selv.

En anden ting jeg også har taget med mig på min rejse HJEM - er at blive på egen banehalvdel……

Det er ikke altid det lykkes – men alt tager tid og vi er jo kun mennesker. Det er også ok, at tage nogle afstikkerveje, så længe man er bevidst om det – og søger ind på rette vej igen. Når jeg udtrykker følelser overfor andre, så forsøger jeg, at blive på min egen banehalvdel, uden at give skylden til andre, for at jeg føler som jeg gør. Jeg forsøger at sige sandheden, hvis jeg har brug for det – også selvom jeg ryster og min stemme bævrer. Det er selvfølgelig altid rart, at blive mødt med forståelse af den anden part, men det vigtigste er, at man får sagt det man har på hjerte. Intet du føler er forkert, så længe du bliver hos dig selv, og ikke skader andre.

Jeg har opdaget, at når jeg får sagt de betydningsfulde ting, og får sagt dem på en god måde, så kommer vi også hinanden mere ved - vi nærmer os hinanden, spejler os i hinanden og får bedre relationer. Hvis den anden person er helt afvisende overfor det jeg kommer med, så ved jeg, at det handler om noget i dem selv, det har ikke noget med mine følelser at gøre. Det er deres feedback, ud fra deres verdensbillede, ligesom mine følelser er mit verdensbillede.   

Når vi holder på en masse ting, så sætter det sig i kroppen og til sidst eksploderer vi, bliver triste, angste, bange eller lider på anden måde. Jeg har været verdensmester i at holde på mine følelser, fordi jeg følte, at det var jeg nød til i min opvækst. Jeg kunne måske ikke tåle en afvisning tidligere, men det kan jeg nu. Såfremt jeg skulle blive afvist af et andet menneske, så ved jeg, at det ikke er liv eller død, som det var engang. Så har de bare forladt min ”fest”, men det betyder ikke, at min ”fest” er slut.

En anden vigtig ting ved at komme HJEM er, at jeg har fundet ud af at rumme og mærke mine egne følelser. Jeg har fået en ny bedste ven – nemlig mig selv. Dybt inde i mig har der siddet en lille pige, der bare gerne ville ud med hendes følelser. Vi er nød til at lære at rumme de svære følelser, for at vi helhjertet kan mærke os selv, og derved også kan mærke, hvad det er vi virkelig har behov for, lyst til og brænder for.

Jeg er så taknemmelig .....

for den rejse jeg er kommet på og taknemmelig for Mette Holm og hendes Psykologi Univers. Jeg var aldrig kommet på denne rejse, hvis ikke det var for Mette Holm. Taknemmeligheden vil ingen ende tage, for Jeg er også blevet ambassadør for Mette’s Psykologi Univers. Det er med stor ære og respekt at jeg deler Mette’s fantastiske budskaber på de sociale medier.  D. 15. juni var jeg så privilegeret, at være ude at besøge Mette, hvor jeg også havde en hyggelig snak med skønne Kenneth Adelhardt. Dette blev filmet til en youtube video, som jeg vil dele med jer her på bloggen.

Efterfølgende har jeg taget Mette’s selvkærlighedsbootcamp – og den kan i den grad anbefales. Så hop ind på http://psykologiuniverset.dk/ og se alle de tilbud der findes.Jeg er selv medlem af Mette's klub, og så benytter jeg mig også af mange af de andre tilbud derinde. Min næste bootcamp bliver Mette’s skyggebootcamp. Jeg kan slet ikke få nok af at lære min BEDSTE ven at kende – nemlig MIG selv.

At lære at rumme de rigtig svære følelser, og de traumer jeg har været igennem - at opbygge selvværd og acceptere og elske mig selv, er en lang og til tider sej proces. Men jeg er nået SÅ langt og jeg tror, det er noget, der skal arbejdes på igennem hele livet – men jeg har tålmodighed og medfølelse med mig selv. Ikke alting sker over en nat.

Kærlighed og knus til jer derude

Rikke Helbo